Gå til Netbank


Tip en ven Bookmark Print Bookmark og del


Bankpakke II

Middelfart Sparekasse hjemtager 110 mio. kr. fra Bankpakke II
- Pengene målrettes til ekspansion og nyudlån

Med ambitioner om at udvide sit nuværende markedsområde med nye filialer i Trekantområdet og på Fyn styrker Middelfart Sparekasse nu sin soliditet gennem hjemtagelse af Bankpakke II. Sparekassen har valgt at hjemtage et beløb på 110 mio. kr. af det maksimale lånebeløb på 161,8 mio. kr.

Middelfart Sparekasse er i forvejen et af Danmarks mere solide pengeinstitutter. Ved at deltage i Bankpakke II vil solvensen blive yderligere styrket.

- Det er kendt, at vi i Sparekassen gerne går med både livrem og seler. Nogle vil måske mene, at Bankpakke II er en unødvendig stor omkostning at betale for os med vores høje soliditet. Vi er dog sikre på, at det vil være en særdeles fornuftig politik i det usædvanligt svingende marked, som vi oplever i disse år, siger sparekassedirektør Hans Erik Brønserud.

For Middelfart Sparekasse bliver Bankpakke II en sikker vej til ny vækst, uanset at udgiften ved at hjemtage de 110 mio. kr., på kort sigt, ikke kan undgå at påvirke indtjeningen i Sparekassen.

- Trygheden er vigtig for både vores kunder og for Sparekassens medarbejdere. Vores selvstændige ejerstruktur uden aktionærer betyder, at vi kan tillade os at have et langsigtet indtjeningsfokus, siger Hans Erik Brønserud.

Balanceret vækststrategi

Det langsigtede fokus giver nye muligheder med en fornuftig og balanceret vækststrategi:

• Åbning af 1-3 nye afdelinger inden for et par år i nyt markedsområde med nær tilknytning til det nuværende i Trekantområdet. Dermed kan byer som Horsens, Odense og Haderslev komme i spil.

• Nye afdelinger i byer, hvor Sparekassen i forvejen er til stede.

• Nyudlån til de mange eksisterende kunder. - Vi vil målrette vores nye filialer til private kunder og mindre erhvervsdrivende. I hvilke byer og hvornår vi åbner afgøres i høj grad af hvilke medarbejdere, vi vil være i stand til at tiltrække. I Middelfart Sparekasse ser vi medarbejderne som det vigtigste konkurrenceparameter og dermed den faktor, der skal differentiere os fra konkurrenterne, siger Hans Erik Brønserud, der har en klar opfordring til bankuddannede i Region Syddanmark og Midtjylland:

- Det er nu, de skal på banen, hvis de har lyst til at starte en ny filial med afsæt i den særlige filosofi, vi står for i Middelfart Sparekasse.

Fokus på basisforretningen i 2010

Middelfart Sparekasse har de seneste år oplevet en meget tilfredsstillende fremgang i basisforretningen, bl.a. i kraft af en stor kundetilgang. Sparekasse har netop rundet kunde nr. 40.000.

Der tegner sig for 2009 et resultat af primær drift i intervallet 85- 100 mio. kr. før skat, nedskrivninger, afskrivninger, datterselskaber, kursregulering og Bankpakke I. Alligevel forventer Sparekassen et mindre underskud for året som følge af den ekstraordinære finansielle situation med øgede nedskrivninger på erhvervskunder samt deltagelsen i Bankpakke I.

Middelfart Sparekasse forventer et udfordrende 2010 med fortsat højt nedskrivningsniveau og høje udgifter til deltagelse i både Bankpakke I og II. Alligevel er direktøren meget fortrøstningsfuld.

- Vi har godt styr på den basale del af forretningen, og vi er yderst solide - to vigtige parametre i den aktuelle finansielle verden. Dertil kommer, at Middelfart Sparekasse netop for tredje gang er kåret til Danmarks Bedste Arbejdsplads. Disse tre faktorer gør, at timingen nu er rigtig til at åbne nye afdelinger, slutter Hans Erik Brønserud.

 


Tilmeld nyhedsbrev

Ret / afmeld Tilmeld