| Tip en ven | Bookmark |
|
Aldersopsparing
Som en konsekvens af skattereform 2012 er der fra 1. januar 2013 ikke længere skattefradrag for indbetaling på kapitalpensioner. Til gengæld kan indestående på kapitalpensioner i hele 2013 konverteres til en aldersopsparing.
2012 var dermed det sidste år, hvor du kunne indbetale op til 46.000 kr. på en kapitalpension og få skattefradrag. Ved udbetaling beskattes beløbet med 40 %. I 2013 kan du nøjes med at betale 37,3 % i afgift, hvis du ændrer kapitalpensionen til en aldersopsparing.
Fordele ved aldersopsparing:
- Afkastet på din aldersopsparing bliver kun beskattet med 15,3 % årligt
- Du kan ikke trække dine indbetalinger fra i skat – til gengæld skal du heller ikke betale skat af pengene, når du skal have dem udbetalt
- Opsparingen kan udbetales den dag du når din pensionsudbetalingsalder – og 15 år frem
- Udbetalingen kan ske på en gang eller over flere gange
- Du kan fortsat indbetale på aldersopsparingen – selv om du har fået en udbetaling
- Udbetaling fra aldersopsparing bliver ikke modregnet i folkepensionen
Indbetaling på aldersopsparing
På aldersopsparingen må den årlige indbetaling ikke overstige 27.600 kr. fra 2013. Maksimumgrænsen for indbetaling reguleres årligt.
Hvornår kan pengene blive udbetalt fra en aldersopsparing?
Du kan vælge at få udbetalt din aldersopsparing den dag, hvor du har opnået din pensionsudbetalingsalder (ved pensionsudbetalingsalder forstås tidspunktet 5 år før folkepensionsalderen). Du har dog også mulighed for, at vente helt op til 15 år fra denne dato før pengene skal udbetales. Udbetalingen er skatte- og afgiftsfri.
Hvordan udbetales pengene fra en aldersopsparing?
Opsparingen kan udbetale på én gang. Det er dog også muligt, at få opsparingen udbetalt over flere gange. Du kan fortsat indbetale til aldersopsparing, selv om du har fået en udbetaling.
Vær opmærksom på, hvor meget du indbetaler på aldersopsparingen
Det er vigtigt, du holder øje med, hvor meget du indbetaler på aldersopsparingen. Hvis du årligt indbetaler mere end 27.600 kr. (2013), vil du blive pålagt en ekstraafgift. Hvis det for meget indbetalte beløb bliver stående på aldersopsparingen, skal du betale 20 % i afgift af det beløb, der overstiger 27.600 kr. Afgiften på 20 % opkræves af SKAT via din årsopgørelse.
Du har dog også mulighed for at overføre det overskydende beløb til en ratepension eller en livrentepension, forudsat at der er plads til det indenfor indbetalingsloftet. Vælger du denne løsning, er afgiften 4 %, samtidig med at du vil opnå fradrag for det beløb, der overføres til ratepension eller livrente.
I Middelfart Sparekasse sikrer vi, at du hos os ikke kan komme til at indbetale mere end det maksimale beløb på 27.600 kr. Men har du en aldersopsparing et andet sted, f.eks. via din arbejdsmarkedspension, er det vigtigt, at du fortæller os det, så vi også kan tage højde for denne indbetaling”
Få rådgivning om aldersopsparing
Når vi rådgiver dig om pension, tager vi udgangspunkt i det liv, du gerne vil leve som pensionist. Den optimale pensionsopsparing afhænger af en lang række individuelle forhold – det kan derfor være en rigtig god investering at tage et møde med vores pensionsrådgivere, hvor vi ser på alle de brikker, der bidrager til din pension.
Faktaark vedr. aldersopsparing - klik her